
En del af de nydanske medborgere på det danske arbejdsmarked er kommet til Danmark som flygtninge. De kommer fra lande, hvor krig, tortur og forfølgelse er en del af hverdagen. Op mod en tredjedel lider direkte som følge af eftervirkningerne af fængsling, tortur og forfølgelse.
Som flygtning har man tilmed ofte gennemlevet langvarige og belastende ophold i asylsystemet, hvor usikkerheden om fremtiden er med til at lægge yderligere pres på den nedbrudte person.
Personer, der er kommet til landet via familiesammenføring, kan på samme måde have meget alvorlige oplevelser fra krig og fængselsophold med i bagagen.
De voldsomme oplevelser betyder for manges vedkommende, at de ikke kan fungere på samme måde som tidligere, fordi de har pådraget sig svære pykiske traumer. Svære traumer betyder bl.a. manglende nattesøvn, voldsomme mareridt og som følge deraf forringet koncentration i løbet af dagen.
En anden væsentlig langtidsvirkning er meget ubehagelige minder om f.eks. tortur eller drab. Der er tale om en særlig slags minder, som ikke kan kontrolleres. De genopleves med fuld styrke i nutiden, uanset hvad personen er i gang med.
Den type minder udløses især af lys, lyde, berøring og lugte, der vækker mindelser om de voldsomme begivenheder i fortiden. Også bestemte myndighedspersoner, f.eks. soldater, politifolk eller læger, kan udløse en genoplevelse, fordi deres fagfæller i et andet land har været involveret i en livstruende situation som bødler eller vidner til overgeb.
Det kan synes umuligt for en udenforstående at opfatte, hvad der er på færde i en sådan situation. Som en helt naturlig konsekvens vil mange reagere ved at undre sig og prøve at undgå vedkommende på grund af den uberegnelige adfærd.
Man kan imidlertid hjælpe personen meget ved at vise interesse for vedkommendes velbefindende både i situationen og på andre tidspunkter.
Formår man som udenforstående at reagere med imødekommenhed, vil det i langt de fleste tilfælde opleves som anerkendelse uanset forskelle i kultur.
Anerkendelse har en hurtig positiv effekt både på flygtningens livskvalitet og generelle sundhedstilstand.
Hvis du vil vide mere kan du læse hæftet Tortur, der er udgivet af Dansk Røde Kors i 2002.
Du kan også søge videre her på siden og læse om, hvordan psykiske traumer opstår, og hvilke følger det kan få både for den ramte og de pårørende. Du finder flere teksterne ved at klikke dig omkring i menuerne i de røde bokse øverst på siden.