Tekst: Grete Svendsen, socialrådgiver
Redaktion: Dansk Flygtningehjælp
Den professionelles møde med den traumatiserede flygtning rummer både mødet med den umenneskelighed, vold og ydmygelse, som flygtningen har været ude for, og med de spor, som disse oplevelser har efterladt hos flygtningen i form af posttraumatiske stress symptomer.
Denne konfrontation med verdens ondskab og de lidelser, ondskaben afstedkommer, er svær at ryste af sig.
Endnu sværere er det at møde børn, som har været udsat for f.eks. borgerkrig, tab af familiemedlemmer eller fattigdom og sult. Børn, som jo netop har krav på at føle sig beskyttet og leve et trygt børne- og ungdomsliv, men som i stedet har oplevet angst, utryghed og vold, set familiemedlemmer blive mishandlet og meget mere.
Børn, som har været tvunget til – sammen med deres forældre – at flygte til et andet land og opgive de nære forbindelser til bedsteforældre, onkler og tanter, venner og skolekammerater m.v. Børn, som nu lever i familier, der er dybt prægede af de belastninger, de har været igennem.
Denne konfrontation er særligt svær at bære, og den vækker hos de fleste professionelle enten ønsket om at gøre noget ekstraordinært godt for disse børn og familier eller følelsen af afmagt og dermed forsøg på at undgå at have med familierne at gøre.
Her stilles der virkeligt store krav til børnesagsbehandleren, først og fremmest om at kunne være sammen med disse familier og deres børn om deres store og små problemer uden at lade sig overvælde og dermed handlingslamme af familiens historie, symptomer og vilkår i Danmark.
Empati er vores evne til følelsesmæssig indlevelse. I det sociale arbejde er empati en afgørende forudsætning for vores mulighed for at forstå klienternes problemer, og hvad problemerne betyder for dem. Det er derfor helt naturligt, at vi kan blive berørt af en klients vilkår, problemer, manglende ressourcer, kampvilje og meget mere.
Komplicerede flygtningefamiliesager tager længere tid og kræver flere ressourcer end så mange andre familiesager. Der er mange grunde hertil f.eks. familiens manglende kendskab til roller, regler og rettigheder og de mange professionelle, der ofte er involverede i de store familiesager.
Forudsætningen for at arbejdet bliver tilfredsstillende både for familien og børnesagsbehandleren er, at der ved arbejdets tilrettelæggelse tages højde for disse forhold. Hjælper afdelingslederen til med en aktiv indsats herfor, kan familiearbejdet blive en positiv oplevelse for sagsbehandleren, som måske oven i købet vil opleve nye vinkler og perspektiver i andre sager.
Ligesom det er naturligt at blive berørt af sine flygtningesager, er det også normalt indimellem at føle sig udmattet og mindre kreativ. Men undertiden står børnesagsbehandleren over længere tid meget alene med alt for mange komplicerede flygtningesager. Da er risikoen for udbrændthed til stede.
