Tekst: Grete Svendsen, socialrådgiver, og en børnesagsbehandler fra en omegnskommune
til København
Redaktion: Dansk
Flygtningehjælp
Sagen drejer sig om en irakisk familie bestående af en 50-årig mand, hans 42-årige kone og parrets tre børn, der alle er under 18 år.
Familien kom til kommunen som kvoteflygtninge i oktober 2002 direkte fra en flygtningelejr i Iran. Familien blev hentet i lufthavnen og indkvarteret i midlertidig bolig.
Faren er nærmest analfabet. Han har gået cirka fire år i skole i Irak og har været soldat, frem til han omkring 1990 flygtede til Iran. I soldatertiden arbejdede han primært som chauffør, mekaniker og med rengøring af indkvarteringer og lignende. Flere gange forsøgte han at desertere, men han blev fanget hver gang og derpå sat til mindre og mindre attraktive jobs. Han har en kronisk sygdom, der indimellem kræver behandling.
Moren har ligeledes gået i skole i cirka fire år i Irak og stoppede angiveligt p.g.a mobning. Hun har en alvorlig fysisk sygdom, der medfører ekstrem træthed.
Da faren flygtede i 1990, klarede moren sig med de to børn ved hjælp af familien. Hun blev fængslet en enkelt gang og udsat for tortur. Hun vidste ikke, om hendes mand var i live, og hvor han i givet fald opholdt sig.
På grund af fængsling og øvrig chikane fra myndighederne flygtede moren med de to børn i 1993 til Iran og fandt mirakuløst ægtefællen. Hele familien boede i flygtningelejr i Iran, frem til de i 2002 via UNHCR fik opholdstilladelse i Danmark.
Begge ægtefæller fik bevilget starthjælp / introduktionsydelse fra ankomsten - med børnetillæg i alt ca. 10.000 kr. brutto. Der blev anvist handicapegnet bolig.
De to ældste børn, en datter på 16 og en søn på 14 år, blev henvist til Ungdomsskolens særlige integrationsprogram for unge udlændinge. Datteren startede undervisning tre gange ugentligt, idet hun hjalp moderen i hjemmet, hvilket hun har gjort, siden hun var ganske lille, med personlig pleje, husholdning, pasning af søskende m.v.
Det vurderedes, at hovedopgaven var en proces, hvor moderens helbredssituation, behandlingsbehov og behov for hjælp blev udredt, hvor alle i familien skulle indstille sig på skolegang, og hvor hele familien generelt skulle indstille sig på nye normer omkring voksnes og børns ansvar.
Endvidere skulle det yngste barn, en dreng på fem år, udredes vedrørende helbredsproblemer, før han kunne indstilles til pasningsordning. Det voldte nogen vanskelighed, fordi faren ikke var vant til / indstillet på at skulle passe barnet, og moren rent helbredsmæssigt ikke kunne passe barnet selv.
Følgende samarbejdspartnere blev
involveret:
Begge forældre blev henvist til behandling i OASIS. Faren vurderedes at være uegnet til behandling. Moren fik behandling i et år. Forløbet var meget ustabilt med mange afbud. Udbyttet var meget beskedent, og hun vurderedes ikke egnet til behandling.
Moren havde ikke prøvet at være alene, før hun kom til Danmark. Hun havde mange angstanfald, hvor hun besvimede. Den yngste dreng var meget knyttet til hende i et nærmest symbiotisk forhold, der blandt andet skyldtes, at han havde været meget syg som lille, og familien havde frygtet for hans liv.
Planen var nu, at faren skulle til danskundervisning og aktivering, og de to ældste børn i skole.
Den yngste dreng skulle i børnehave men ville ikke af sted, da han ikke ville efterlade moren alene hjemme af angst for, at hun skulle blive syg. Drengen (fem år gammel) så det som sin opgave at være den, der skulle ringe 112, hvis moren besvimede. Han skreg, når han var i børnehave.
Drengen kom i terapi hos en børnepsykolog en gang ugentligt i to år, til han startede i børnehaveklasse. Samtidig var moren i terapi, og der blev foranstaltet hjemme-hos til støtte for forældrerollen, men hjemme-hos måtte opgive. Moren tog ikke imod hjælpen.
Drengens første år i skolen gik meget godt, herefter gik det ned ad bakke. Han er nu igen startet med ugentlig terapi på grund af angst. Han er hele tiden bange for, at moren bliver kidnappet, han er ensom, isoleret og føler sig ikke forstået hjemme.
Forældrene er meget religiøse og bange for dansk livsstil, og drengen overtager angsten. Han bliver f.eks. bange, når han er i biografen med sin kontaktperson for at se en populær dansk børnefilm, og han må forlade biografen, hvis en mand og dame kysser hinanden. Selv om han er meget sulten på en udflugt, vil han ikke spise en burger af skræk for, at der er svinekød i, selv om han bliver forsikret om det modsatte.
Han bliver af sine forældre holdt uden for det sociale liv i klassen, selv om klassens øvrige forældre gør en stor indsats for at få ham med. Det overvejes at motivere forældrene for forældreevnevurdering.
Cirka to et halvt år efter ankomsten til Danmark beskrives det ældste barn, pigen på nu 18 år, som meget velbegavet og kvik. Hun klarer sig fint i skolen og agter at uddanne sig til farmaceut.
Hun har haft en del problemer derhjemme, fordi
forældrenes kulturopfattelse er stødt sammen med de danske normer og værdier,
som pigen har tilegnet sig i skolen og blandt kammeraterne. Har haft mange
opgaver i hjemmet både i forhold til moren, de mindre søskende og almindelig
husførelse.
Der er aftalt ægteskab med en fætter i et andet EU land.
Pigen har haft stor glæde af støttekontaktpersonen.
Drengen på nu 16 år klarer sig nogenlunde i skolen. Han har dog ofte haft store problemer med den sociale omgangstone og har ofte været indblandet i konflikter. Han har ikke været god nok fagligt til at kunne flyttes til almindelig folkeskole.
Drengen har lige fra starten fået den opgave af forældrene at holde øje med sin ældre søster og rapportere alt, hvad han har set, derhjemme.
Drengen har haft god brug for støttekontaktperson. De har haft mange diskussioner om ret og rimelighed og om dansk ungdoms normer og adfærd.
Morens helbredssituation er blevet udredt, og hun fik tilkendt førtidspension med udgangen af 2002. Hun blev tilbudt operation men turde ikke modtage tilbudet.
Fra cirka tre måneder efter ankomsten og frem til juni 2004 fik moren danskundervisning i hjemmet. Fra august 2004 til oktober 2004 deltog hun i danskundervisning i et særligt projekt for kvinder. Undervisningen fandt sted i lokaler i nærheden af hjemmet. Fra oktober og frem har hun haft et åbent tilbud om deltagelse i undervisning i dansk på amtets specialundervisning, med kørselsmulighed.
De nævnte samarbejdspartnere er fortsat aktive for at hjælpe moren bedst muligt.
Faren har i flere perioder deltaget i særlige forløb på sprogskolen men har haft meget svært ved at tilegne sig det danske sprog. Han har deltaget i projektforløb, i aktivering og været i praktik.
Han har hele vejen igennem været samarbejdsvillig, stabil og højmotiveret for at komme i arbejde og blive selvforsørgende, men de manglende sprogkundskaber har været en alvorlig hindring. Han er nu i flexjob.
Arbejdsmetoden i denne sag har været netværksarbejde, hvor alle behandlere (psykologer, lærere, pædagoger, kontaktpersoner, hjemme-hos'ere og sagsbehandlere) og somme tider forældrene mødes jævnligt dels for at evaluere indsatsen, dels for at sætte nye mål.
April 2005
