Tekst: Grete Svendsen,
socialrådgiver
Redaktion: Dansk Flygtningehjælp
Begivenheder, der kan udløse traumer hos flygtninge, er f.eks. krig, etnisk udrensning, arrestation og fængsling, ophold i koncentrationslejr, tortur og andre former for organiseret vold.
Disse begivenheder opleves som ekstremt faretruende. Langt de fleste mennesker vil reagere herpå med såvel fysiske som psykiske symptomer, som kan vare ved i ganske lang tid, efter faren er overstået. Der er så tale om symptomer på posttraumatisk stress.
Hos flygtninge som hos så mange andre mennesker er der en generel tendens til først og fremmest at tilskrive deres symptomer en fysisk årsag.
Flygtningen skal naturligvis undersøges hos praktiserende læge eller speciallæge, når der er tale om smerter, mistanke om fysisk sygdom m.v.
Ofte vil grundige somatiske undersøgelser imidlertid resultere i, at der ikke konstateres nogen fysisk sygdom. Derfor kan der imidlertid godt være tale om neurogene smerter. I nogle tilfælde kan symptomerne være tegn på følger efter traumatisering.
Kroppen reagerer på voldsomme og livstruende begivenheder ved, at det sympatiske nervesystem aktiveres. Aktiveringen medfører øget åndedrætsrytme, forøget hjerteslag og forhøjet puls samt andre fysiologiske reaktioner, som tjener til at gøre os kamp- eller flugtklare.
Når faren er drevet over, aktiveres det parasympatiske nervesystem, som er en afspændingsreaktion, der bringer den kamp- eller flugtberedte organisme tilbage til den afslappede normaltilstand.
Denne cyklus med mobilisering og efterfølgende afslapning er normale reaktioner og har normalt ikke langvarige eftervirkninger.
Men bringer kamp- eller flugtreaktionerne os ikke ud af faren, fordi det f.eks. er umuligt at undslippe fra soldaterne og undgå arrestation, eller fordi hele samfundet er gennemsyret af uro og vold, forstærkes stressniveauet og bliver kronisk, selv når der tilsyneladende ikke længere er fare på færde.
Det er netop situationen for mange flygtninge i Danmark. De har været i farefulde situationer så længe, at de reagerer med symptomer, som rækker langt ind i eksiltilværelsen, selv om de nu er i fysisk sikkerhed.
Nogle flygtninge får derfor diagnosen Post Traumatic Stress Disorder (PTSD), almindeligvis oversat til posttraumatisk stressforstyrrelse. PTSD er ikke en sygdom i traditionel forstand men et syndrom, der omfatter en række karakteristiske symptomer.
Symptomerne falder i tre hovedkategorier:
De hyppigst forekommende symptomer på PTSD er:
Dertil kommer hyppigt forekommende fysiske symptomer som ondt i hovedet og nakken, ondt i maven, muskelspændinger, udtalt træthed m.v.
Et på vore breddegrader sjældent forekommende men hos flygtningekvinder mere almindeligt symptom er hyperventilation med efterfølgende besvimelse.
I sagsbehandlerens arbejde med den traumatiserede familie er det vigtigt at kende disse symptomer for at kunne tilbyde familien den rette hjælp. Undertiden belaster symptomerne flygtningen eller hele familien i en sådan grad, at en tålelig daglig tilværelse bliver umulig. Så må sagsbehandleren samarbejde med læge, psykologkonsulent, sundhedsplejerske, pædagog og andre om, hvilke indsatser der skal til.
Det er naturligvis også vigtigt at erindre, at traumatiserede flygtninge sideløbende med de traumerelaterede følger også lever med tabet af deres sociale og kulturelle rødder. Den eksistentielle smerte, der er knyttet til disse tab, udtrykkes ofte gennem kropslige symptomer, som kan være lettere at tale om end sorgen.
I forhold til flygtninge, som i længere tid har været udsat for voldsomme belastninger som organiseret vold, gidseltagning, fængsling og tortur, koncentrationslejrophold og lignende har det klassiske PTSD syndrom vist sig at være utilstrækkeligt.
At være udsat for andre menneskers overlagte og systematiske ondskab gennem længere tid komplicerer reaktionerne og gør dem sværere at bearbejde for flygtningen. Her tales der om symptomer, der beskrives som ekstrem stressforstyrrelse, som ubehandlet kan overgå til kroniske tilstande og personlighedsforstyrrelser.
Der arbejdes på at beskrive sådanne tilstande i det amerikanske diagnosesystem under betegnelsen: Disorder of extreme stress not otherwise specified, DESNOS.
