- Sundhed
- Social rådgivning & arbejdsmarked Støtte-kontaktpersoner
- Undervisning & pædagogik
- Tolkning
- Flygtninge & pårørende
- Medborger
"Den professionelle hjælperrolle er karakteriseret ved et stort menneskeligt nærvær. Man stiller sig til rådighed for klienten med sin opmærksomhed og indlevelse. Det handler om opmærksomhed på vedkommendes behov, men også på ens egne ord, ens væremåde og andre handlinger, der påvirker klienten"
Derfor kræver den professionelle hjælperrolle en stor grad af psykisk selvdisciplin.
"Efter en lang dag i kontakt med menneskers problemer, hvor man har ydet støtte og omsorg, indlevet sig og forsøgt at finde gode løsninger, kan den professionelle hjælper føle sig tømt for energi og evne til at rumme mere."
"Denne almindelige problemudmattelse eller opmærksomhedstræthed er hverken faretruende eller unormal. Den er et arbejdsvilkår."
"Der er først tale om et faretruende forhold som udbrændthed eller sekundær traumatisering, når trætheden bliver vedvarende og går over i en selvforstærkende udvikling af negative selvopfattelser og afstandtagen til klienterne."
Udbrændthed er en stressreaktion i arbejdet med mennesker og deres problemer og er karakteristisk ved at rumme:
Udbrændthed er i øvrigt karakteriseret ved distancering og kynisme i forhold til klienten, en reduceret interesse i den personlige faglige udvikling og forringet tro på egen faglig formåen.
"Sekundær traumatisering hos professionelle hjælpere er de over tid akkumulerede negative resultater af møderne med primært traumatiserede klienter."
"Symptomerne på udbrændthed og sekundær traumatisering overlapper hinanden. Ved begge typer belastning vil hjælperen indtage et mere pessimistisk syn på verden og andre mennesker og komme til at lide under et generelt forhøjet angstniveau med søvnproblemer og andre psykosomatiske symptomer som hovedpine, muskelsmerter o.a."
Den sekundært traumatiserede hjælper vil over tid opleve følgende ændringer:
Desuden vil personen komme til at lide af nogle af de samme angst- og tilbagetrækningssymptomer, som den primært traumatiserede lider af.
Der er både ved udbrændthed og sekundær traumatisering tale om normale reaktioner.
I støttekontakt-arbejdet, hvor den empatiske evne er et redskab, der kommer ofte i anvendelse, kan professionelt tilrettelagt supervision være et løbende svar på de problemer, som vil opstå i forbindelse med svært belastede klienter.
Er supervision ikke mulig, må man i første omgang sørge for at dele de belastende oplevelser med kolleger hurtigst muligt for at dæmme op for problemoptrapning.
Står man alene med en eller flere vanskelige klienter, er det i et lidt længere perspektiv vigtigt at gøre ledelse og kolleger opmærksom på behovet for supervision og kollegial opbakning.
Alene det at omtale de belastende forhold ved arbejdet åbent på arbejdspladsen er et forebyggende skridt i forhold til udbrænding og sekundær traumatisering.
