En
række andre forhold kan være afgørende for medicinsk behandling af en traumatiseret indvandrer. Der
kan bl.a. være tale om:
Læges
forståelse af patientens forestillinger om sygdommens karakter, inklusive
forestillinger om den i hans øjne rigtige behandling.
Hvis læger
har deltaget i torturen kan patienten have svært ved at have tillid til læger
generelt.
Kompliance
hos torturoverlevere er ofte lav. Dette kan bl.a. skyldes lav tolerance
overfor bivirkninger og en forventning om hurtig effekt af behandling.
Grundig information om den medikamentelle behandlings virkninger og
bivirkninger sammen med hyppige kontroller ved start på ny medicin øger
kompliance.
For at
styrke kompliance kan det overvejes at informere og involvere ægtefælle eller
andre familiemedlemmer i formålet med behandlingen og behandlingens
gennemførelse.
Dosis bør
nøje overvejes, om muligt bør serummonitorering anvendes. Start altid med lave
medicindoser (f.eks. halvdelen af den normalt anvendte dosis) og trap langsomt
op (gerne over flere uger). Nogle torturoverlevere har en lavere
tolerance overfor bivirkninger pga. deres manglende psykiske overskud, ligesom
der findes biologiske og etnisk relaterede forskelle i medicinomsætning
(Nørregaard, Transkultuel Psykiatri s. 386). Langsom optrapning sænker
risikoen for bivirkninger og øger derved kompliance.
Patienten
bør udspørges om forbrug af medicin og urtemedicin og de relevante
interaktionsmuligheder bør overvejes. Ofte ses en generel mistillid til
vestlig medicin. Mange har større tiltro til læger fra den del af verden, hvor
de kommer fra og får f.eks. ofte tilsendt medicin fra hjemlandet (husk at
spørge om dette).
Torturoverlevere har ofte svært ved at huske og en
doseringsæske kan være til stor hjælp. I nogle tilfælde er det nødvendigt med
dosering ved hjemmesygeplejerske.
