Grundlæggende betingelser som tillid og sikkerhed er essentielle for ethvert læge-patientforhold. Men de er ofte ikke til stede, når det drejer sig om traumatiserede patienter i almindelighed og torturoverlevere i særdeleshed, der er kommet til Danmark på baggrund af flugt.
Selvom personen er kommet til et "sikkert" land, kan der være mange grunde til, at vedkommende ikke kan oparbejde en tryghedsfølelse her i landet.
Usikkerheden hos patienten kan bl.a. vise sig ved afvigende adfærd og manglende samarbejdsvilje under konsultation og kan nemt forvekles med kulturbetingede reaktionsmønstre hos patienten.
Samtidig er det er en kendsgerning, at sygdomme beskrives meget forskelligt fra kultur til kultur, hvilket kan vanskeliggøre den diagnostiske proces for lægen i arbejdet med patienter fra andre kulturer.
En forveksling af traumereaktioner med manglende samarbejdsvilje betinget af kultur kan medvirke til at skabe et klima af gensidig skepsis mellem læge og patient.
Et sådant klima kan hos en traumatiseret person, der i forvejen optræder meget tilbageholdende, mange gange forstærke mistroen til lægen.
For at få klarhed over de forhold, der kan have ført til en traumatisering og det medfølgende sygdomsbillede, kan det være en forudsætning at iværksætte:
Det kan være hensigtsmæssigt, hvis konsultationen ligger sidst på dagen, da det giver mere ro, hvis der ikke er et fyldt venteværelse. Til sidst skal det bemærkes, at det er særdeles vigtigt både for patienten og eventuel familie at sætte fokus på de psykologiske og sociale følger, som traumerne ofte har for de nære sociale sammenhænge.
Her tænkes især på, at svær traumatisering kan medføre nedsat funktionsniveau svarende til niveauet hos patienter med psykotiske lidelser, hvorfor de nære pårørende og i særdeleshed børnene er udsatte for overlast - herunder sekundær traumatisering.
