Først i 1987 anerkendtes det i det amerikanske diagnosesystem, DSM-III-Revised, at børn kan lide af post traumatisk stress forstyrrelse (PTSD) (E.Montgomery: Flygtningebørn. Dansk Psykologisk forlag, 2000), men forekomsten af PTSD hos børn er fortsat underdiagnosticeret (Elklit, Ask, 2004).
De seneste års forskning indenfor forskellige, men overlappende områder, herunder traumer, tilknytning, hjerneudvikling, stress, neuroaffektiv udviklingspsykologi m.m. har resulteret i megen ny viden, som understreger betydningen af en tidlig indsats.
En vurdering af flygtningebørns traumer ofte er mere kompleks end for voksne, fordi der er en række faktorer i og udenfor barnet, der har betydning for at forstå barnets reaktioner, som det fremgår nedenfor:
Af DSM-IV fremgår det, at symptomerne for børn på mange punkter er parallelle til voksnes, men kan komme til udtryk på en anden måde. Som for voksne skal barnet have været udsat for en traumatisk begivenhed, der er kendetegnet ved:
Bemærk: Hos børn kan dette i stedet komme til udtryk ved desorganiseret eller agiteret adfærd.
Dette er centralt at huske, da børns traumer netop ofte kommer til udtryk i deres adfærd i langt højere grad end i det, de fortæller. De yngre børn har ikke den kognitive modenhed til at sætte ord på mere komplekse forhold, herunder følelser, og reagerer derfor helt generelt adfærdsmæssigt og somatisk.
De ældre børn ville måske nok kunne formulere sig rent sprogligt, men mangler et begrebsapparat at fortælle om traumesymptomerne ud fra, og fremmedgørelsen overfor sig selv og andre (et traumesymptom) resulterer ofte i en svær, eksistentiel ensomhed, som får mange til på forhånd at opgive at fortælle deres omverden, hvordan de har det, grundet en overbevisning om, at ingen vil kunne forstå det.
Dertil kommer angsten for at være psykisk syg, da symptomerne ikke sjældent fortolkes på denne måde af de større børn og unge. Også ønsket om ikke at udskille sig fra kammeraterne ved at være anderledes samt forsøg på at undgå de traumatiske erindringer har betydning.
I Rorschach testning af traumatiserede børn og unge kommer den desorganiserede adfærd ofte til udtryk i mange F- svar. Også børn kan lide af en række genoplevelsessymptomer, hvor den traumatiske begivenhed til stadighed genopleves på flere måder, igen med vigtige forskelle sammenlignet med voksne.
Symptomer i legen
Børn med traumer kan opleve gentagne, invaderende og belastende erindringer om det skete i form af billeder, tanker m.m. Bemærk: For yngre børn kan der forekomme gentagelsesleg / traumatisk leg, hvor temaer eller aspekter ved traumet udtrykkes.
Leg er en vigtig mestringsstrategi for børn, for i legen kan barnet indtage forskellige roller, det kan lave en distance både tidsmæssigt (legen er i da-tid) og emotionelt, og samtidig legen har et forløb, d.v.s. en begyndelse, en fortsættelse og en slutning, hvor barnet selv bestemmer slutningen.
I den traumatiske leg kan barnet imidlertid ikke lave distance til det skete, både fordi det er vanskeligt at indtage en anden rolle end sin egen, og fordi den traumatiske hændelse gentages. Det betyder, at barnet sidder fast i den traumatiske oplevelse frem for at bearbejde den, og angsten vokser derfor.
Søvn og mareridt
Børn med traumer kan opleve gentagne, belastende drømme om det skete. Bemærk: For børn kan der være tale om skræmmende drømme uden genkendeligt indhold (d.v.s. mere diffuse mareridt / monsterdrømme).
Det traumatiserede barns generelt stærkt forhøjede angstniveau bliver endnu mere udtalt, når natten nærmer sig. For mange børn er dette i forvejen døgnets mest sårbare tidspunkt, og for det traumatiserede barn gør dette sig i endnu højere grad gældende.
Angsten for natten såvel som angsten for mareridt betyder, at barnet ofte vil have modstand mod at gå i seng, ikke vil sove alene men insisterer på at sove sammen med moderen, ofte endog helst med moderens ansigt mod sit og moderens hånd i sin, ikke tør sove i mørke samt ikke tør sove væk fra hjemmet. Det er tankevækkende, at mange flygtningebørn lider af enuresis nocturna.
Barnets krav om at sove samtidig med og sammen med moderen får ofte betydning for familiens indbyrdes relationer. Børn kan plages af natteterror, som adskiller sig fra mareridt ved, at barnet græder eller skriger, men ikke er helt vågen, ikke genkender sine voksne og ikke vil lade sig trøste, men tværtimod skubber den voksne væk. Natteterror forskrækker forældrene, der oplever sig magtesløse og ofte vil søge lægehjælp til barnet.
Flashback
Dissociative episoder som flash-backs. Der hersker usikkerhed om, fra hvilken alder man kan opleve flash backs, da dette sandsynligvis forudsætter en vis grad af neurologisk modenhed, men unge kan opleve sådanne dissociative fænomener (Yule & Williams, Journal of Traumatic Stress, 3, 1990).
Undgåelsesadfærd
Hvad angår symptomer på undgåelse skal specielt nævnes, at børn meget ofte undlader at fortælle om plagsomme traumesymptomer, bl.a. fordi det gør erindringerne om det skete mere nærværende. Har der eksempelvis været tale om tab af nære familiemedlemmer, vil barnet undgå at tænke på det skete. I forlængelse heraf vanskeliggøres barnets sorgproces, fordi tanker om tabet bringer traumatiske erindringer frem, så fokus ændres.
Barnets forsøg på at undgå aktiviteter og situationer, der frembringer minder om det skete, kan eksempelvis indebære, at det undgår bestemte lege, ligesom der kan være tale om en mere generel trækken sig fra andre.
Fremtidspessimisme
Også fremtidspessimisme skal nævnes, da den er særlig slående for børn, som under normale omstændigheder netop karakteriseres af nærmest ubegrænsede fremtidsdrømme. Når en traumatiseret 10 årig på sin fødselsdag i en snak om runde fødselsdage giver udtryk for ikke at forvente at blive 20 år, er dette særlig påfaldende og en meget præcis illustration af symptomet.
