Hvad kan udløse traumer?

Tekst: Klavs Vedel, informationskonsulent ved CETT
Redaktion: CETT

Psykiske traumer kan komme af naturkatastrofer, brand, skibsforlis, bilulykker, vold, incest, voldtægt. Hos flygtninge vil der typisk være tale om oplevelser fra slagmarken, etnisk udrensning, arrestation, fængsling, ophold i koncentrationslejr og tortur.

Listen er ikke fyldestgørende, men blot en række eksempler for at vise hvilke typer hændelser, der kan sætte sig spor som et psykisk traume.

Mere generelt kan man sige, at begivenheder, som kan give traumer, indebærer:

Fælles for de tre punkter er, at en udsat person ikke på nogen måde kan forhindre begivenheden, der opleves som ekstrem og faretruende.

Hvad sker der i hjernen

Hjernen reagerer på voldsomme og grænseoverskridende oplevelser ved at producere en stor mængde stress-hormoner, der sætter kroppen i alarmtilstand. Det er en mekanisme fra naturens hånd, som skal sikre overlevelse i en livstruende situation.

Stresshormoner gør en person i stand til at tænke og reagere hurtigt. Men hvis en grænseoverskridende oplevelse enten er meget voldsom eller står på over længere tid, vil man senere opleve, at alarmen kan gå i gang uden, at der tilsyneladende er fare på færde.

Fuad Mehic - en fiktiv person - et typisk eksempel

 

I efteråret 1998 var Fuad Mehic chauffør i en buskonvoj med flygtninge på vej ud af Bosnien. På vej gennem en løvskov i et bjergpas kommer konvojen under beskydning.
Flere af busserne bliver ramt af granater. Beskydningen varer mange timer, og flere passagerer og chauffører ligger hårdt sårede på vejen og skriger efter hjælp.
Det er umuligt at komme de sårede til undsætning under pauserne i beskydningen. Granatregnen starter igen, så snart nogen nærmer sig de sårede.
Skyderiet standser først, da en gruppe FN-soldater kommer konvojen til undsætning. Da er adskillige passagerer og chauffører døde. Selv slipper Fuad Mehic uden synlige mén.
I tiden efter ankomsten til Danmark som flygtning genoplever Fuad Mehic begivenhederne som en filmstrimmel, der ruller igen og igen. Gentagelserne kommer især ved bestemte lejligheder. For eksempel når han hører lyden af en stor dieselmotor i tomgang.
I situationen lytter han intenst til alle motorens lyde og bliver overmandet af angst. Fuad forsøger at undgå vejkryds, hvor mange busser og lastvogne holder stille i tomgang.
Og det er ikke længere muligt for ham at stige på bussen på rutebilstationen, hvor der altid holder flere busser og venter med motoren gående.
På samme måde sker det, når han går tur i skoven. Lugten af den fugtige jord minder om lugten i bjergpasset, hvor der stod mange løvtræer.
Så begynder filmen igen at rulle, og Fuad oplever den rædsel, han følte under skyderiet.
Før elskede Fuad ture i skoven med familien. Nu finder han på undskyldninger for at undgå steder med mange løvtræer. Han fortæller ikke nogen, hvorfor.
Folk, som kender Fuad, undrer sig over, at han har ændret adfærd og bliver nervøs og opfarende uden nogen synlig grund.
Fuad føler skyld over at være i live. Han er er overbevist om, at hvis han havde vist mere handlekraft under beskydningen, ville hans kammerater stadig være i live.

Symptomerne

Det, som sker for Fuad Mehic, når han genoplever timerne i bjergpasset, er kendt som genoplevelser eller flashback. Et flashback sættes i gang af lyde, lugte og andre sansninger. De vækker usædvanligt livagtige minder om de oprindelige omstændigheder.

Årsagen til, at Fuad Mehic får flashback, er, at hans krop er havnet i en tilstand af permanent stress eller hyperårvågenhed. Under flashback reagerer hjernen, som om der virkelig er fare på færde, og sender yderligere mængder stresshormoner ud i blodet.

Det kan medføre uforudsigelige handlinger, som trang til flugt og stærk vrede.

Folk, som oplever flashback, lever med permanent angst. De vil gøre næsten alt for at undgå steder, begivenheder og situationer, de tror, kan fremkalde et flashback.

Derfor trækker de sig ofte tilbage fra det sociale liv for at beskytte sig.

PTSD - en diagnose

Tilstanden er kendt som Post Traumatisk Stress Forstyrrelse eller PTSD. Man kunne også kalde det for langvarig stress efter en eller flere voldsomme oplevelser.

Diagnosen er opstået i USA i kølvandet på Vietnamkrigen. Under og efter krigen oplevede amerikanerne, at mange af de raske unge mænd, de sendte i krig, vendte hjem som nedbrudte og ødelagte mennesker.

Deres symptomer pegede i mange forskellige retninger, men soldaterne havde det til fælles, at de alle havde oplevet krigens rædsler.

Derfor gav det mening at samle symptomerne under en fælles diagnose, når man senere forsøgte at forstå krigsveteranernes reaktioner.

Med til PTSD-diagnosen hører en række karakteristiske symptomer:

 

Efter en traumatisk begivenhed er det almindeligt at opleve PTSD-symptomer i større eller mindre omfang. Imidlertid er der først tale om en egentlig PTSD, når en person har haft disse symptomer i mindst en måned, og de er indtruffet senest 6 måneder efter begivenheden (ifølge diagnosesystemet ICD-10). Nogen kan leve en årrække med PTSD-symptomer, uden at de oplever en væsentlig forringelse af deres funktionsniveau, hvorefter symptomerne bryder frem i deres fulde omfang fx efter en ny stressende begivenhed.

Hvis man traumatiseres så meget, at diagnosen PTSD kan stilles, har livsbetingelserne ændret sig markant for en lang periode frem i tiden.

Traumatiseringen kan have afgørende betydning for evnen til at arbejde og evnen til at omgås andre mennesker, herunder sine egne børn og ægtefælle.

Vores fiktive person Fuad Mehic blev traumatiseret og fik mange af de symptomer, der svarer til diagnosen PTSD. I første omgang valgte han at klare sine problemer selv, fordi han håbede, at han ville få det bedre med tiden.

Følgerne af PTSD kan godt forsvinde helt eller delvist uden professionel hjælp. Men om det vil lykkes afhænger af personens evne og muligheder for at bearbejde de følelser, der har baggrund i de uhyggelige oplevelser.

Et vigtigt redskab er åbenhed over for sig selv og sine nærmeste. Så har man mulighed for at diskutere symptomerne og erkende, at man i en længere periode ikke fungerer, som man plejer.

Erkendelsen giver anledning til at justere forventninger både i forhold til arbejde og privatliv og derved fjerne noget af det pres, man lever i som traumatiseret.

Hvis symptomerne ikke fortager sig hen ad vejen, er det almindeligt, at PTSD leder hen mod håbløshed og en depression, der vil kræve medicinsk behandling.

En anden mulighed for eksemplet Fuad Mehic er at opsøge professionel hjælp. Behandlingen kan bestå af både psykoterapi og medicin i en periode.

Behandlingen skal fortsætte, indtil Fuad Mehic mærker, at oplevelserne er kommet så meget på afstand, at de ikke længere sætter grænser for, hvordan han kan leve sit liv.

Kilder:
Rådgivning og terapi med flygtninge, Guus van der Veer, Hans Reitzel, 1995
Opdateret d. 16.04.07

Udskriv sideUdskriv opslagSend link via email