Når man møder traumer i flygtningefamilier, er der ofte tale om meget komplekse problemstillinger. Krigs- og torturtraumer har den karakter, at de oftest er underlagt en total tavshed. Det er for de fleste et tabubelagt område. Man kan møde familier, hvor ikke engang ægtefællen ved, at den anden ægtefælle har været udsat for tortur eller voldtægt. Det betyder, at man skal have en fleksibel, vedholdende og kreativ tilgangsvinkel i sit arbejde som sundhedsplejerske.
En afghansk familie med en søn ved navn Ahmed modtog besøg af en sundhedsplejerske og en tolk. Anledningen var, at Ahmed havde haft 28 forsømmelser på et skoleår.
Familien bestod af forældre, to døtre og to sønner. De havde været i Danmark i 3 år, og deres yngste pige var født i Danmark. Det betød, at familien i forvejen havde en god kontakt med sundhedsplejersken.
Da familien flygtede fra hjemlandet, var det ikke lykkedes at få den ældste søn Mohammad med ud af landet. Familien kæmpede derfor efterfølgende for at få sønnen ud af Afghanistan til et naboland. Det lykkedes, og han opholdt sig der sammen med familiens farbror. Det varede over to år, før familien blev forenet med sønnen i Danmark. Da han ankom, var familien chokeret over hans fysiske tilstand og hans manglende hukommelse.
Moderen i familien, Sharife, og sønnen Ahmed havde begge astma. Sharife blev efter ankomsten til Danmark behandlet med astmainhalator. Der blev også udført priktest, der viste reaktion mod citrusfrugter og husstøvmider. Sharife var betænkelig ved bivirkninger af medicinen og tog ikke fuld dosis.
Sharife fortalte sundhedsplejersken, at hun havde købt et BT apparat, da hun, efter sin egen og ægtefællens opfattelse, var meget syg. Hun beskrev, at hun ofte besvimede. Hele familien var bange for, at hun var alvorligt syg. Hun havde ofte konsulteret vagtlæge uden at få behandling. Derfor havde familien investeret i BT apparatet. Sharife havde desuden konsulteret to speciallæger, der heller ikke havde ændret på den praktiserende læges oprindelige astmadiagnose. Familien var opkørt. Sharifa kunne ikke arbejde i hjemmet, når hun fik anfaldene. Ægtefællen måtte købe ind og lave mad, og børnene måtte gøre rent og passe lillesøsteren.
Sundhedsplejersken valgte en lyttende, udspørgende form under besøget. Sharifa beskrev, at astmaen blev værre, når hun fik citrus. Hun beskrev en oplevelse af ikke at kunne tåle kulde, parfume (fra andre personer i sprogklassen) og tobaksrøg. Desuden oplevede hun, at hun var meget støjfølsom, og at hendes hjerte var ved at briste. Hun led af hovedpine og søvnbesvær.
Sharifa beskrev desuden, at hun holdt sønnen Ahmed hjemme fra skole så snart han var forkølet, og også når der var svømning på programmet. Sharifa havde den opfattelse, at Ahmed blev syg og fik astma, når han køledes af i vandet i svømmeundervisningen.
Det samlede billede viste, at Sharifa lider af PTSD. Mareridt om traumatiske hændelser fra hjemlandet blev dog klart afvist af hende: ”Nej, det glemmer vi”.
Skyldfølelser over den lange adskillelse fra den ældste søn Mohammad og den langvarige kamp for at få ham til landet blev benægtet af begge ægtefæller. Ægtefællen understregede, at der udelukkende var tale om astma. Han ville gerne give en stor middag, hvis bare hans kone kunne blive rask igen.
Sundhedsplejersken beskrev symptomerne på PTSD. Hun foreslog samtaler med en psykolog og en konsultation hos den praktiserende læge med henblik på, at få ordineret beroligende medicin. Begge dele kunne hjælpe Sharifa til bedre at overskue dagligdagen. Sharife var ikke indstillet på nogen af forslagene og gav udtryk for, at hun ikke var psykisk syg.
Sundhedsplejersken tilbød opfølgende besøg, hvilket Sharife gerne ville tage imod. De kommende samtaler blev indledt med en introduktion til redskabet "Aktive vurderinger" med ”trappeøvelsen”. Målet for samtalerne var, at Sharife blev rask og lærte at leve med astmaen, så familien ikke blev påvirket af det. Sharife formulerede: ” Jeg har astma, og det kan jeg leve med” og ”Min mand skal ikke køre mig til vagtlæge, da der ikke kommer noget ud af det”.
En aften blev sundhedsplejersken kontaktet af datteren Ayse. Hun var bange for, at hendes mor var ved at dø. Sundhedsplejersken kunne høre Sharife hyperventilere i baggrunden. Det lød ikke som et astmaanfald. Sundhedsplejersken bad om at tale med Sharife. Sharife forklarede, at det var koldt vejr, og at hun havde siddet ved siden af en person med parfume i sprogklassen.
Sundhedsplejersken forklarede, at vejrtrækningen ikke lød som et astmaanfald, men at hun trak vejret alt for hurtigt. Hun skulle trække vejret ud og ind i en pose, lægge sig og prøve at slappe af.
Ved det efterfølgende besøg informerede sundhedsplejersken Sharife og hendes hendes børn, om astma, symptomer og behandlinger. Hovedpointen var: når man følger behandlingen, kan man leve et udmærket liv med astma. Ahmed fik information om, at man godt kan deltage i svømning, selv om man har astma. Han skal tage astmamedicin med i skole og tage en ekstra inhalation inden svømmeundervisningen. Som supplerende billede materiale viste sundhedsplejersken videoen ”Astma” fra Astma og Allergiforbundet. Den forklarer med billeder, hvordan astma opstår, og hvordan medicin virker.
Til næste besøg havde Sharia fundet ud af, hvad hun troede kunne forbedre den sundhedsmæssige tilstand. Hun ønskede, at kommunen skulle give økonomisk støtte til en rejse. Hun ville gerne besøge sin søster i udlandet, da søsteren havde fortalt, at der i landet var mange dygtige læger. Kommunen ville naturligvis ikke støtte økonomisk. Familien besluttede at låne pengene i banken. Sharife tog af sted. Da hun kom hjem igen, fortalte hun, at hun var blevet rask. Hun havde fået ordineret medicin, blandt andet det psykofarmaka, som hun tidligere havde afvist.
Sharifa tager den ordinerede medicin og føler sig bedre tilpas. Hun kan klare de praktiske opgaver i hjemmet. Ahmeds skoleforsømmelser er aftaget meget. Han tager den ordinerede astmamedicin.
