Ved det første møde med en flygtninge- eller indvandrerfamilie er det relevant at undersøge, om familien er traumatiseret. Man kan få et fingerpeg om det ved at stille nogle enkle spørgsmål:
Spørgsmålene åbner samtidig op for en dialog og er med til at vise, at sundhedsplejersken virkelig interesserer sig for familien og ønsker at arbejde sammen med dem ud fra deres helt unikke situation.
Hvis de indledende spørgsmål fører til en fornemmelse af, at familien måske er traumatiseret, kan man spørge mere ind til situationen med baggrund i et anamneseskema. Skemaet skal ikke medbringes, men bruges som et forberedelsesredskab.
Anamneseskemaet har vist sig meget anvendeligt til systematisk dataindsamling og dokumentation. Du kan se anamneseskemaet ved at klikke her
Tillid kan være problematisk for familier med traumer og torturoplevelser i bagagen. Det kan betyde, at man som sundhedsplejerske må være tålmodig, tage små skridt ad gangen og rent håndgribeligt vise gennem fx de aftaler, man indgår, at man er til at stole på.
Vigtige forhold i samarbejdet med familierne er:
Det er meget forskelligt, hvordan mennesker indretter deres liv. I Danmark er vi vant til en meget struktureret hverdag, der nærmest kører efter et skema. Mange danske familier har indrettet deres liv med en kalender, hvor aftaler og aktiviteter sættes ind. Denne meget strukturerede måde at styre familielivet på kan man ikke forvente at møde hos mennesker fra andre lande. Det kan være svært for mange at huske aftaler langt ud i fremtiden, og det er erfaringen, at aftaler huskes bedst og er lettest at få til at fungere, hvis man:
Når man benytter sig af forskellige formidlingsmetoder, trænger budskaber meget bedre igennem, end hvis man kun bruger én formidlingsform. Udelukkende at tale eller aflevere noget på skrift har sin begrænsning. Det virker ikke ret godt kun at tale til intellektet, hvis dialogpartneren er et menneske, der bedst sanser og opfatter via billeder eller gennem noget, de har haft fingrene i.
Det er svært for nogle mennesker at huske mundtlige beskeder, og hvis man er analfabet er skriftlige informationer uden værdi. Man har som sundhedsplejerske meget mere gennemslagskraft, hvis man udvider formidlingsformen, så flere sanser modtager budskabet. En kombination af flere formidlingsformer er rigtig god. Man kan f.eks. kombinere:
Langt de fleste familier tager godt imod sundhedsplejersker. Undersøgelser blandt både danske og andre etniske familier har vist, at sundhedsplejersker nyder meget stor tillid hos dem (Socialforskningsinstituttet 1 og 2). Der kan imidlertid være mennesker og familier, der har det svært, eller som af en eller anden grund ikke ønsker at arbejde med børnenes behov.
Hvis mødre eller familier føler sig gået for nær og ikke ønsker at samarbejde, kan man formulere klart og tydeligt, at man kommer for børnenes skyld og for at varetage deres tarv, dvs. at hovedfokus i sundhedsplejerskens arbejde er på børnene.
Det er i disse situationer rigtig vigtigt at holde sig det overordnede mål for øje og holde fast i sin strategi. Man skal ikke lade sig skræmme eller afvise, men prøve en ny tilgang. Det kan også være godt at tage en pause for senere at vende tilbage igen og fortsætte arbejdet eller kommunikationen. Der er i disse situationer behov for udholdenhed, kreativitet og fleksibilitet.
1. Just Jeppesen K.: Minoriteter i det sociale system. De fremmede i Danmark. 4. pjece 40. Socialforskningsinstituttet. København. 1994
2. Just Jeppesen K., Nielsen A.: Etniske minoritetsbørn - det første leveår. Rapport nr. 2 fra forløbsundersøgelsen af børn født i 1985. Socialforskningsinstituttet. København. 98:5. 1998
