Den post traumatiske lidelse er på en gang en psykologisk og en biologisk lidelse. Man er i den biologiske forskning efterhånden nået ret vidt i en identificering af de omfattende konsekvenser, det har at lide af Post Traumatisk Belastningsreaktion. Der er tale om vedvarende forstyrrelser i centralnervesystemet, det neuroendokrine system, muskler og led m.m.
At være i en livstruende situation og reagere instinktivt med kamp- eller flugtmekanismer er ensbetydende med en kolossal mobilisering af kroppens ressourcer og systemer. Det er en yderst hensigsmæssigt mekanisme i en tidsmæssig afgrænset fare- eller stress-situation og under normale forhold veksler stress og afspænding. Men hvor der er tale om en posttraumatisk reaktion, er kroppen i kronisk alarmberedskab. Denne kroniske alarmtilstand er knyttet til det forhold, at de traumatiske erindringer ikke er kodet ind i en tidsafgrænset ramme, men optræder som noget, der udspiller sig i nutiden - igen og igen - dag efter dag.
Den kroniske alarmtilstand medfører, at disse mennesker ikke længere kan skelne mellem farlige og ufarlige stimuli. De traumatiske erindringer generaliseres og kommer dermed til at omfatte en mængde uskyldige stimuli, som med et øjebliks varsel kan udløse en panikreaktion:
Der er ingen ende på mulighederne for at blive højaktiveret, og reaktionerne kan som oftest ikke forudses.
Forskning viser i dag, at den udpining, der sker af systemet, har den virkning, at celler dør, og områder af basale hjernestrukturer går til grunde. Dette kan være medvirkende til øget koncentrationssbesvær og dårlig hukommelse samt manglende impulskontrol. (Oasis 2004).
De hyppigste symptomer er:
Det giver sig ofte udtryk i:
Angst opleves som en konstant uro eller giver sig udtryk i panikanfald f.eks. i relation til ophold i små rum, ved synet af politi, ved lyden af sirener og fyrværkeri, ved råben fra børns leg eller skrig. Den konstante uro og generaliserede angst fører ofte til, at mennesker med svære komplekse traumer isolerer sig fysisk og socialt.
Søvnen er afbrudt og usammenhængende. Mange sover kun 2-3 timer i træk og vækkes af mareridt badet i sved. Mareridt kan være egentlige genoplevelser af tortur eller andre krigstraumer.
Koncentrationsvanskeligheder bevirker, at integration og indlæring af nyt sprog i eksillandet kan blive særdeles vanskeligt.
Øget følelsesmæssig ustabilitet viser sig ved irritabilitet og vredesudbrud, som kan føre videre til tab af kontrol. Sådanne reaktioner skaber ulykkelige mennesker, der ofte undgår emner, der kan udløse uenighed, fordi de ikke magter uenighed eller ikke kan styre deres temperament. Social isolation bliver ofte en følge, der kan have alvorlige konsekvenser - også for familierne.
Depression er en hyppig reaktiv psykisk tilstand på baggrund af grusomme hændelser som fx krigstraumer, mistede familiemedlemmer, forsvundne, myrdede eller døde venner. Hertil kommer tab af fædreland, selvværd og selvrespekt samtidig med, at mange får funktionshæmninger.
Torturoverlevere oplever skyldfølelser: "hvorfor overlevede jeg, når de andre døde?". Lifton (1) kalder denne skyldfølelse for dødsskylden og beskriver desuden ofrets hjælpeløshed i den traumatiske situation. De kan ikke handle rigtigt - det vil sige moralsk rigtigt, som fx ved at hjælpe eller redde andre ofre og kæmpe mod bødlerne. Selv evnen til at føle dyb medlidenhed med med-ofre og berettiget voldsom vrede mod bødlerne opleves ikke. Overleverskylden beskrives som begyndende i tomrummet mellem den fysiske og psykiske inaktivering, og det man føler, man burde gøre (Lifton 1980) (1).
