Ser man reaktioner hos en patient med flygtninge- eller indvandrerbaggrund, som ikke svarer til det forventelige hos personer i psykisk balance, giver det anledning til at overveje, om vedkommende har pådraget sig alvorlige psykiske traumer.
Man kan nærme sig et svar ved at spørge:
Bekræfter patienten et eller flere af disse spørgsmål, bør man tage kontakt til en læge for at få afklaret diagnosen.
Intet taler imod, at man spørger patienter, om de har været udsat for tortur. Generelt kan man sige, at det er en god forudsætning at have basisviden om tortur, torturmetoder og følgetilstande efter tortur og også gerne hvilke muligheder, der er for rehabilitering, når man taler med patienten om emnet.
Man kan indlede med at spørge:
Så vidt muligt bør man:
Tolken skal altid være en professionel tolk, aldrig venner, bekendte eller familiemedlemmer. Lad kun ægtefælle eller anden person være tilstede, hvis patienten har accepteret det og har accepteret, at emnet tortur vil blive berørt. Mange torturoverlevere er skræmte ved tanken om, at andre skal vide, at de har været fængslet i deres hjemland. For dem betyder det, at andre på denne måde får at vide, at de fx har været udsat for voldtægt, hvilket er meget tabubelagt.
