Selvom der har været fred i Danmark i over 60 år, er der et overordentlig stort antal børn verden over, der har oplevet krig, ondskab og grusomhed. De bærer på disse oplevelser, når de efter flugten til et mere fredfyldt land starter i skolen.
Børnene kan have behov for særlig hjælp eller støtte, og det er lærerens opgave at vurdere, hvornår disse behov kan imødekommes i den almindelige undervisning, og hvornår der kræves anden faglig ekspertise.
Det er vigtigt at huske på, at selvom et barn er tydeligt mærket efter frygtelige og overvældende oplevelser, er det ikke fuldstændigt hjælpeløst. Alle børn er født med ressourcer til at reducere traumer, men det forudsætter, at omgivelserne støtter barnet i processen. Hvilket ansvar har læreren og skolens andet personale i forhold til disse børn?
Læreren er først og fremmest det voksne menneske, som barnet møder dagligt, og som det har mulighed for at skabe en stabil relation til. Traumatiserede børn har ofte en svækket tilknytningsevne til voksne såvel som til jævnaldrende, idet barnet kan have oplevet, at forældrene i faretruende situationer ikke havde mulighed for at komme dem til undsætning.
Følelsen af svigt, tab og mistillid kan fortsætte efter flugten, da forældrene som følge af egne traumer måske fortsat ikke magter at støtte og drage omsorg for barnet. En del traumatiserede forældre har det, man kalder en svækket forældreevne.
Børn kan dog genvinde tilliden og tilknytningsevnen, hvis voksne i deres omgivelser – eksempelvis læreren eller pædagogen – formår at skabe en sikker base for dem og derved sikre et befordrende læringsmiljø.
Skolens andre faggrupper har hver deres ansvarsområde, og det er vigtigt ikke at påtage sig opgaver, der ligger uden for ens eget fag- og ekspertisefelt. Selvom det er nødvendigt, at læreren lytter til barnet og kan rumme dets oplevelser, følelser og reaktioner, så er det ikke lærerens opgave at tilbyde samtaleterapi eller diagnosticere problemet – det er en opgave for psykologen.
Det er heller ikke lærerens opgave at vurdere, hvornår en elevs hovedpine, mavepine eller andre smerteklager er mere eller mindre alvorlige – her er sundhedsplejersken den rette, og sundhedsplejersken kan tilmed tilbyde oplysning og vejledning til elever og forældre om fysisk og psykisk sundhed.
Det er heller ikke lærerens opgave at vurdere, hvilken overordnet eller integreret indsats et barn eller dets familie skal tilbydes i form af familieterapi, støtte-kontaktperson, en hjemme hos’er eller lignende – det er en beslutning, der ligger hos de sociale myndigheder.
Læreren kan bidrage med vigtige observationer og dermed medvirke til at kvalificere andre faggruppers vurderings- og beslutningsgrundlag, men det er vigtigt ikke at påtage sig et ansvar, der retmæssigt ligger andetsteds.
