- Sundhed
- Social rådgivning & arbejdsmarked
- Undervisning & pædagogik Pædagoger i daginstitutioner & SFO
- Tolkning
- Flygtninge & pårørende
- Medborger
At invitere børn i sorgens retning er vigtigt, når man som pædagog arbejder med traumatiserede børn. De har brug for den voksne pædagogs hjælp til at organisere voldsomme oplevelser eller belastende tilstande.
Udtrykket ”at invitere i sorgens retning” stammer fra den svenske børnelæge Lars H. Gustafsson. Man skal især hæfte sig ved ordet ”invitere”, fordi man jo kan sige ja tak eller nej tak til en invitation.
Det er pædagogens arbejde at give børnene mulighed for at udtrykke sig om det, der gør ondt. Pædagogen skal sikre, at børnene ikke mødes af en mur af tavshed om det svære i deres liv. På den anden side skal vi altid respektere et nej. Børn må aldrig presses eller manipuleres til at udtrykke sig om personligt sårbare emner.
Man kan ikke vide, hvilke børn der har traumer og hvilke ikke. Derfor skal invitationen i første omgang gælde alle børn. Børn, der ikke har traumer, vil også have glæde af invitationen og aktiviteterne, der følger med. For dem vil aktiviteterne blot styrke den almindelige udvikling.
Pædagogen kan være særligt opmærksom på børn, der fx
Aktiviteter, der giver mulighed for ro, nærvær og god kontakt mellem børn og voksne, vil også invitere i sorgens retning. Når man starter aktiviteterne skal der dog være et tempo- eller stemningsskift. Faste ritualer kan fx markere og lette skiftet. Husk både at markere start og slutning.
Ritualerne kan være
Gentagelsen af det kendte giver børnene tryghed.
Tidsrammen for dialogen om det svære skal være begrænset, fx ½ time om ugen. Det tunge og triste skal have sin tid, men ikke fylde hele tiden.
Det kan være anstrengende for børn at sidde direkte over for en voksen i en samtale. Det kan virke mere insisterende end inviterende. Lad den voksne sidde ved siden af eller vinkelret i forhold til barnet. Så kan pædagogen tilbyde øjenkontakt, men det bliver ikke en forpligtigelse for barnet.
At man laver forskellige ting sammen og snakker imens, er en stor fordel ved det pædagogiske miljø. Børnene kan fx tegne eller lege stille, imens dialogen foregår. Børn kan også ”se med ørerne”.
Det er afgørende, at børnene reelt, fuldt og helt har kontrollen over tempoet og omfanget af deres deltagelse i dialogen.
Børn har brug for voksne, når de sørger. De voksne kan hjælpe dem med ordene, som er det kit, der kobler følelser, erfaringer og oplevelser sammen. Når barnet udtrykker sig i dialog med en voksen, og når det lykkes for den voksne at anerkende barnets oplevelse og følelse, så styrker det barnets selvfølelse og giver det selvindsigt.
Når barnet får selvindsigt, bliver der ryddet op i det kaos, der er skabt af voldsomme oplevelser eller belastende tilstande.
Når barnet bliver anerkendt af den voksne, oplever barnet, at der nu er en, der hjælper med at bære det tunge.
Det er en myte, at man skal passe på ikke at lukke op for noget, som man ikke kan lukke igen, især når man taler med børn om triste ting. Generelt har børn nemlig en meget fin fornemmelse for, hvem der har talent for at ”være til stede”, når de har noget trist på hjerte.
