Hvornår skal man værne om barnets fortrolighed ved at holde oplysninger tilbage, og hvornår er barnets udsagn så alvorlige, at man skal følge sin underretningspligt?
Hvordan kan man få formidlet vigtige oplysninger videre til f.eks. modtagende institutioner samtidig med, at man er underlagt tavshedspligt?
Disse dilemmaer er et fagligt arbejdsvilkår i arbejdet med børn og især børn med vanskeligheder, herunder også traumer. Der kan ikke gives standardløsninger for hvornår, hvad er rigtigt.
Det lovmæssige udgangspunkt for pædagogens arbejde bliver gennemgået i pjecen: ”Hvad må jeg sige? Udveksling af fortrolige oplysninger i forebyggende tværfagligt samarbejde om børn og unge” fra Socialministeriet. Her finder man både henvisninger til lovtekst, cases og sammenligninger.
Du kan finde pjecen ved at klikke her
For at værne om sin egen troværdighed og opføre sig tillidsfuldt er det derfor vigtigt at være åben over for børnene omkring den informationspligt, man har som pædagog. Den skærpede underretningspligt skal formuleres som en hjælp, og hjælpen består i at kontakte kolleger og/eller de relevante myndigheder, når det skønnes nødvendigt.
Hvis pædagogen mener, at der er nødvendigt at indstille et muligt traumatiseret barn til Pædagogisk-Psykologisk-Rådgivning, kan der efter samråd med forældrene laves en indstilling. Hvis forældrene er imod en indstilling, bliver det et spørgsmål om barnet i så fald er truet, og man derfor skal lave en underretning. Inden da kan man prøve med flere små samtaler med forældrene, hvor man i lige så høj grad fokuserer på det, barnet er god til.
Forældre kan dog også selv, uden om pædagogerne, rette direkte henvendelse til Pædagogisk-Psykologisk-Rådgivning, men det anbefales, at en sådan henvendelse sker i samarbejde med institutionen.
Sundhedsplejersken kan inddrages som en rådgivende funktion i institutionen. Man skal også her være opmærksom på, at man kun kan overdrage viden om barnet med forældrenes samtykke.